Til forsiden.

Lørdag den 14. april. 2018   kl. 14.00

Ekstra-ekstra film i forårssæsonen 2018 lørdag 7. april kl. 14.00 i Scala
Leviathan
(Rusland 2014)

Kære medlemmer
Normalt får I fem mandagsfilm pr. sæson i Holstebro Filmklub. I indeværende forårssæson har I allerede
fået tilbudt seks mandagsfilm. Nu får I også et lørdagsarrangement – derfor ekstra-ekstra i overskriften.
Dette er muligt takket være jer: Mange medlemmer giver et solidt økonomisk fundament og
mulighed for et arrangement mere.
Filmen starter med en 20 – 30 minutters introduktion ved de to russiskkyndige gymnasielærere Anne Lindegaard og Bent Bjerggren Nielsen. De vil bl.a. fortælle om forholdene i Rusland, herunder instruktøren Andrej Zvjagintsevs holdning til Rusland.
Efter denne introduktion vises filmen non-stop. Filmen varer 140 minutter, altså små to og en halv time. Efter filmen vil filmklubben gerne byde på et russisk glas champagne.

Vi glæder os til at se jer i Scala lørdag efter påske.
Venlig hilsen,
Bestyrelsen for Holstebro Filmklub

Plakat

Sammenslutningen af Danske Filmklubbers katalog skriver om lørdagens film:
Thomas Hobbes’ værk om statsdannelse og suverænitetsafgivelse fra 1600-tallets midte har givet navn til mesterinstruktøren Andrej Zvjagintsevs beske beretning om korruption, magtbrynde og tyranni i Putins Rusland. Der er tale om begavet anskuelsesundervisning i magtmisbrugets mekanismer og den dæmoniske statsmagts hensynsløshed overfor individet med afsæt i eksproprieringen af den nygifte mekaniker Koljas (Aleksej Serebriakov) selvbyggerhus i strandkanten, der skal vige for den lokale borgmester Vadims (Roman Madjanov) potens- forlængende prestigeprojekt. Kolja søger juridisk hjælp hos advokatkammeraten og kaster sig ud i kampen mod overmagten, en kamp med store omkostninger, også privat, for Koljas unge kone Lilja (Jelena Ljadova) er ikke immun overfor magtens charme. Hvordan det går, skal ses, men i en central scene afæsker Kolja, fuld og deprimeret, en ortodoks præst en forklaring på sin hårde skæbne. Præsten citerer fra kapitel 40 i Jobs bog: Kunne du trække Livjatan op med en krog... osv. og henviser dermed til den kyniske og nådesløse magt, som Hobbes brugte navnet om, og som Kolja er oppe imod. Selvom Leviathan behandler et grumt tema, kendt fra andre af Zvjagintsevs film, er det en visuelt smuk og også poetisk film med lange indstillinger af det karske landskab i det nordvestlige Rusland og en kringlet fortællestil med mange svinkeærinder og små indlagte klimakser.
Instr: Andrej Zvjagintsev Manus: Andrej Zvjagintsev, Oleg Negin Medv: Aleksej Serebrjakov,
Roman Madjanov, Jelena Ljadova, Vladimir Vdovitjenkov.

Links:
ekkoFILM anmeldelser af Leviathan/ 
SCOPE.DK om Leviathan og med pressens anmeldelser 
Youtube.com/ HD trailer  IMDF om Leviathan  Wikipedia.org om Leviathan)

Hval Koljas Leviathanen