|
HOME = Retur til forsiden - klik
her. |
|
|
OM GUDER OG MÆND (FRANKRIG 2010)Mandag d. 6.2.12 kl.
17.00 i Scala Der ligger en autentisk historie bag denne film. I 1938 blev der i Tibhrine i Atlasbjergene ca. 90 km syd for Algier by grundlagt et trappistkloster med en 8-10 munke. Natten mellem d. 26 og 27 marts 1996 blev 7 af dem kidnappet, og to måneder efter fandt man deres afhuggede hoveder, men aldrig deres kroppe. Terrororganisation GIA (Groupe Islamiste Armeé), der kæmpede for at rydde alle udlændinge og anderledes troende end dem selv af vejen, vedkendte sig mordene. Men Guder og Mænd er ikke en film om en massakre, men en film om tro og tvivl, mod og afmagt. Vi kommer med ind i det rituelle liv i klosteret, hvor munkene møder en anden verden, som de jo også har valgt. Men vi følger også hverdagen med munkenes dagligliv sammen med den muslimske befolkning i landsbyen, som de lever i gensidig afhængighed med. Filmens tempo er roligt og billederne smukke, men dette understreger netop filmens tema: retten til ikke at vælge side; retten til at leve et liv i tro og nægte at lade sig involvere i den konflikt, der er i verden udenfor klosteret. Det er ikke en religiøs film, men en film om eksistensens dilemmaer. Der spilles helt formidabelt bl.a. af den engelske skuespiller Michael Lonsdale. Instr. Xavier Beauvois Medvk. Lambert Wilson, Michael Lonsdale og Olivier Rabourdin Længde: 120 min. |
|
ATTENBERG (Grækenland 2010)Mandag d. 20.2.12 kl.
17.00 i Scala I filmen følger vi den 23-årige Marina, som sammen med veninden Bella venter i en by ved kysten på, at Marinas far behandles for cancer. Marina forsøger at finde ud af, hvem hun elsker: mænd, kvinder eller ingen. Marina og hendes far er optaget af David Attenboroughs naturfilm – deraf filmens titel-, og hele tiden dukker spørgsmålet op i deres fælles liv og samtaler: hvad adskiller mennesker fra dyr? Filmen er med i det, man kalder ”den nye bølge” i græsk film. Form og indhold er to sider af samme sag. Filmen er både fortalt legende og sanseligt morsomt. Anmeldere siger, at filmen handler om død, sorg, sex, civilisationskritik og længslen efter noget andet og mere. Det hele går op i en højere enhed i filmens originale billedside. Det er et mageløst værk. Instr. Athina Rachel Tsangari Medvk. Ariane Labed, Vangelis Mourikis og Evangelina Randou Længde: 95 min. |
|
EN KVINDE, EN PISTOL OG EN NUDELBAR (KINA 2009)Mandag
d. 5.3.12 kl. 17.00 i Scala Den kinesiske mesterinstruktør Zhang Yimou (Under den røde lygte, Vejen hjem og storfilm som Hero og House of Flying Daggers) fortæller, at Brødrenes Coens første film Blood Simple fra 1984 er forlægget for denne film. Historien er i sin enkelthed den, at Wang, en ynkelig og moralsk fordærvet indehaver af en nudelbar i en øde kinesisk by, får mistanke om, at hans kone har en elsker. Det er rigtigt, og da konen får anskaffet sig en pistol, som hun giver til elskeren Li, og Wang desuden har bestilt en lejemorder til at gøre det af med det utro par, tager ”løjerne” fart. Det er på mange måder en grotesk, sjov og flot film. Der tilsættes elementer fra den kinesiske farce og opera, men også de store betagende naturbilleder samt de klaustrofobiske nærbilled-scener er med. Det er løssluppen underholdning fra en ellers meget seriøs instruktør, der her viser en anden og lettere side af sit virke. Instr. Zhang Yimou Medvk. Hoglei Sun, Dahong Ni, Ni Yan og Xiao Shen-Yang Længde: 95 min. |
|
NAWALS HEMMELIGHED (CANADA-FRANKRIG 2010)Mandag d.
19.3.12 kl. 17.00 i Scala Tvillingerne Jeanne og Simon reagerer vidt forskelligt, da deres mors testamente bliver læst op for dem. De skal rejse til Mellemøsten, hvor Jeanne skal opsøge og give et brev til den far, hun troede var død, og Simon skal finde og aflevere et brev til den bror, hvis eksistens de ikke vidste noget om. Vi følger med på rejsen, hvor brikkerne til Nawals, moderens liv og hemmelighed, bliver præsenteret. Filmen opruller således Nawals historie om pigen, der blev straffet for at elske en kristen, blev mor som følge af en voldtægt og siden gjorde fælles front med oprørere og likviderede en krigsherre. Nawals hemmelighed må man se filmen for at finde. Det er en knugende, meget smuk og også undertiden en modbydelig film. Filmen er et mesterværk og var da også Oscar nomineret som bedste udenlandske film det år, hvor Susanne Biers Hævnen løb med prisen. Filmen handler om ofre i alle krige og til enhver tid. Den er en filmatisering af et skuespil af Wajdi Muawad af samme navn som filmen: Incendies. Instr. Denis Villeneuve Medvk. Lubna Azaba, Mélissa Desormeaux-Poulin og Remy Girard Længde: 130 min. |
|
Hvordan bliver man medlem af Holstebro
Filmklub: |